Når man forveksler kærlighed med en saks af Tomas Lagermand Lundme

1706400_1473567842

Når man forveksler kærlighed med en saks af Tomas Lagermand Lundme, udgivet på Gyldendal i 2016.

Om jeg begriber, hvordan Tomas Lagermand Lundme kan være så produktiv: Hans seneste udgivelse, ungdomsromanen med den knap så mundrette titel “Når man forveksler kærlighed med en saks”, er den tredje bog i hans navn udgivet i 2016. Oveni kommer hans andre arbejder som billedkunstner og dramatiker. Det er, uanset hvordan det har kunnet lade sig gøre, dybt imponerende.

I romanen følger vi en ung, unavngiven dreng i starten af teenageårene. Bogen er delt op i et nutids- og datidsplan (kaldet “Dengang” og “Nu), begge dog fortalt i nutid. Det er en interessant og ret raffineret konstruktion, fordi starten af bogen således også er slutningen (idet “Dengang” nødvendigvis kommer forud for “Nu”); men romanen både åbner og lukker med “Nu”, og slutningen er derfor åben.

Jeg ser på tekanden. Jeg gør det ikke. Jeg gør det ikke. Alligevel gør mine hænder det. De kan ikke lade være. Det er ikke kærlighedens skyld, det her. Det er min egen. Av, siger jeg, men fortsætter alligevel lidt for længe. Smerten skal bo her. Den skal også bo her. Jeg har for længst lært at elske den.

Som følge af forældrenes skilsmisse er jeg’et ladt alene tilbage med sin stærkt alkoholiserede mor, som kun er ædru, når hun sover. Imens er faren flyttet sammen med sin nye kone (der meget symptomatisk kaldes “Æslet”). Da morrollen bliver for uoverkommelig for hende, kommer han i pleje hos sine bedsteforældre, til hun er ovenpå igen. Opholdet hos dem er ikke nogen videre succes, forholdet imellem dem er kejtet, samtalerne unaturlige. Men mødet med Mads – farens paplillebror – bliver et positivt vendepunkt for jeg’et, der længe har længes efter tosomhed og gensidig kærlighed. Imidlertid er der sår, tiden ikke kan læge, og med jævne mellemrum gør jeg’et stadig skade på sig selv, dengang som nu, i flere af bogens mest hjerteskærende scener.

Lundmes bog er som altid meget let at læse: så godt som alle sætninger er korte (og kapitlerne lige så) hovedsætninger med en enkel syntaks. Imidlertid synes sproget til tider for nøgternt til historien; som om jeg’ets indre ikke rigtigt kommer til udfoldelse i romanen, og at det komplekse forenkles. Alligevel er det en fin coming-of-age fortælling, til tider både rørende og poetisk, om at blive voksen og måske-måske ikke bryde fri af sit ophav.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s