Det tidlige forår af Tove Ditlevsen

Det tidlige forår af Tove Ditlevsen, udgivet på Gyldendal i 2015 (oprindeligt udgivet i 1967)

“Det tidlige forår” samler Tove Ditlevsens to første erindringsbøger Barndom og Ungdom, begge skrevet mens hun var indlagt på det psykiatriske hospital Sct. Hans, hvor hun efter eget udsagn “tilbragte nogle af de lykkeligste stunder i mit liv”. I “Barndom” kredser Ditlevsen især om hjemmet og familien, om morens selvtilstrækkelighed og farens reserverede væsen samt det ambivalente forhold til storebroren Edvin.

Barndommen er lang og smal som en kiste, og man kan ikke slippe ud af den ved egen hjælp. Den er der hele tiden, og alle kan se den lige så tydeligt, som man kan se Smukke-Ludvigs hareskår.

Mens “Ungdom” beskriver Ditlevsens lange vej til at blive forfatter, besværliggjort af de uinspirerende (og kortvarige) ansættelser på bl.a. kontor og lager, der dræner hende for energi. Siden barndommens famlende nedfældninger i poesibogen begynder hun i ungdommen at skrive “rigtige” digte, hvad afføder en trang til at blive set og hørt. Lykkelig er hun derfor, da hun opdager lyriktidsskriftet Vild Hvede (Hvedekorn) og redaktøren, den 30 år ældre Viggo F. Møller (som hun senere gifter sig med; men det er en helt anden historie), som kan indfri hendes drømme om at komme frem i verden.

Hun sender ham 3 digte, hvoraf det ene af dem – “Til mit døde barn” – bliver antaget. Som 19-årig debuterer hun i Vild Hvede med digtet “Til mit døde barn”, hvorved hun gør sin fars udsagn om, at en pige ikke kan blive digter til skamme. Troen på sig selv har hun imidlertid altid haft, og allerede i barndommen tænker hun:

Engang vil jeg skrive alle de ord ned, der gennemstrømmer mig. Engang skal andre mennesker læse dem i en bog og undre sig over, at en pige alligevel kunne blive digter.

Til sammen udgør “Bardom” og “Ungdom” nogle helt enestående erindringer, som enhver med interesse for Ditlevsen bør læse. Er man – af uforklarlige grunde – ikke allerede fan af Tove Ditlevsen, kan man ikke undgå at blive det efter at have læst denne bog. Hjerteskærende erindringer, som afslører forfatterens egen sårbarhed, ensomhed og forfængelighed – alt sammen skrevet i et lydefrit, smukt og poetisk sprog.