Solen går sin gang af Ernest Hemingway

HEMINGWAY_2015_forsider.indd

Solen går sin gang af Ernest Hemingway, udgivet på Lindhardt og Ringhof i 2015 (i oversættelse af Inge og Klaus Rifbjerg), oprindeligt udgivet i 1928. 

“Solen går sin gang” er Hemingways debutroman, og den indledes med et citat af Gertrude Stein, det nok så berømte udsagn: “I er alle en fortabt generation”. Generation dækker, uddyber Stein i Hemingways “Der er ingen ende på paris”, over “alle I unge der gjorde tjeneste i krigen. I har ikke respekt for noget som helst. I drikker jer ihjel”. Litterært omfatter generationen – foruden Hemingway – desuden forfattere som F. Scott Fitzgerald (The Great Gatsby), T.S. Elliot (The Waste Land) og James Joyce (Ulysses).

Historien er i sig selv spinkel og kan næsten stå på bagsiden af en Gajolæske, men vigtigst er det også, hvordan den er skrevet fremfor hvad den handler om: Vi følger en gruppe desillusionerede og rodløse unge i 1920’erne, som efter første verdenskrigs grusomheder har mistet troen på livet og kærligheden og nu fører en dekadent og sorgløs tilværelse – først i det parisiske natteliv, dernæst til Spaniens tyreløb. Krigen har mærket dem alle for livet, men især Jake Barnes, Hemingways alter-ego og fortælleren, der grundet en krigsskade er blevet impotent, og som følge deraf har han svært ved at danne varige kærlighedsforhold. Barnes forelskelse i den engelske overklassepige Brett, som nok gengælder hans kærlighed, men alligevel ikke accepterer ham på grund af hans impotens, er bogens store tragedie.

Hemingway bliver ofte betegnet som minimalist, hvilket forekommer absurd, når han har skrevet en bog som “Hvem ringer klokkerne for” på næsten 700 sider (som jeg endnu ikke har læst). “Solen går sin gang” er imidlertid kun halvt så lang. For skriver minimalister ikke fragmentariske, papirtynde bøger? Det er i hvert fald den gængse opfattelse: Minimalisme er at gøre tingene mindre, men Hemingway gjorde ikke tingene mindre; han gjorde dem større.

Mange betegner “Den gamle mand og havet” som det ypperste, Hemingway har præsteret, og det var da også den, der udløste Nobelprisen for selvsamme forfatter i 1954, skønt prisen ganske vist omfattede hele forfatterskabet; men sammenlignet med “Solen går sin gang” er den lille og uanselig af størrelse såvel som indhold. Alle store temaer som krig og kærlighed, venskab og fjendskab, afsavn og længsel, udfoldes i denne roman, hvor ikke ét ord er overflødigt.

At det ovenikøbet er Hemingways debut som romanforfatter, er en pragtpræstation uden lige. Jeg kan godt se, hvad det er, han gør, men jeg kan ikke se, hvordan han gør det, hvordan han kan gøre det. Skrive så smukt, så bevægende og så hjerteskærende. Heldigvis er Hemingways forfatterskab så stort, at der altid vil være noget at tage af, altid vil være noget man ikke har læst før: “Er det ikke en smuk tanke?”

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s