Én af os sover af Josefine Klougart

1560630_1434171485

Én af os sover af Josefine Klougart, udgivet på Rosinante i 2012.

Det siges, at da de på KUA nåede til Josefine Klougart på pensummet, var der ingen, der nogensinde fik læst hende til ende – på nær en enkelt studerende, som blev stædig. Om mandagen mødte hun op med trætte øjne og sagde: “Jeg gør det aldrig mere”. Sådan har jeg det også efter at have læst Josefine Klougarts roman Én af os sover fra 2012. Jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg faldt i søvn undervejs, eller hvor mange gange jeg måttte læse bagud, fordi jeg allerede havde glemt, hvad jeg læste på den foregående side.

I begyndelsen af bogen tager fortælleren hjem til på Mols (hvor forfatteren også kommer fra) for at søge trøst hos sine forældre efter et forlist ægteskab (ekskæresten kalder hun for sin “afdøde mand”). Ankommet til sit barndomsland, rammes hun af endnu et slag, da det går op for hende, at hendes mor er alvorligt syg. Herfra tager bogen fart i en lang række af refleksioner om tanker om at forlade og blive forladt; om tab, hjemløshed og lys. Og jovist, flere sætninger og afsnit er fine, rigtig fine endda, som her – i slutningen af bogen – hvor hun skriver om hjemløshed:

Og så dette bo, der lokkede med idéen om et hjem. Hvordan en krop kan høre til et sted; og hvordan man kan bo et sted, man ikke kan kalde sit hjem. Dét perspektiv, at man kan blive hjemløs på den måde, narret til at tro, at det udløser det andet, at dét at bo udløser et hjem. Hjemløshed handler om noget andet end et sted at bo […]

Men de få steder, hvor bogen lyser op, ændrer ikke på, at Klougart er tung at danse med. I sin forhippethed på at se hver eneste tanke fra alle tænkelige vinkler (uden at nå frem til nye erkendelser), bliver Én af os sover en ret så ensformig og trættende læsning. Klougart har desuden en helt særlig måde at sætte koloner på, som flere gange var ved at drive mig til vanvid. Hvor er behovet for ét i en sætning som denne? “En farve, der kan minde om noget som: blå”. Jeg er med på, at det skaber en cæsur i sætningen, og at vægten lægges på et eller flere ord i sætningen; men for mig at se er det i sætninger som denne totalt overflødigt – lige så overflødigt (og kunstlet) som hendes “noget som”.

Mine forventninger til romanen var, set i lyset af min bedømmelse, for høje; men jeg vidste, at jeg hér sad med en forfatter, som næsten rituelt er blevet skamrost af næsten samtlige anmeldere for samtlige udgivelser, og som for anden gang er blevet indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris. Siden hen har jeg læst, hvor megen opsigt, det vakte i den litterære andedam, da Klougart – højst usædvanligt – blev indstillet til prisen for sin debutroman Stigninger og fald, og efter at have læst Én af os sover har jeg da også fået punkteret mine forestillinger om Josefine Klougart litterære talent.

Én af os sover? Ja, den der sov, var mig.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s