Andvake af Jon Fosse

jon-fosse-andvake-bogforside

Andvake af Jon Fosse, udgivet i 2010 på forlaget Batzer & Co (org. udgivet i 2007). Oversat af Karsten Sand Iversen.

Andvake (norsk for ‘søvnløs’ eller ‘åndens vågen’) er første bind i den trilogi, nordmanden Jon Fosse sidste år modtog Nordisk Råds Litteraturpris for. De to sidste bind – Olavs drømme og Kveldsvævd – blev skrevet i henholdsvis 2012 og 2014, men først udgivet på dansk i 2015 (sikkert i forbindelse med netop uddelingen af Nordisk Råds Litteraturpris). Skønt Fosse siden sin debut i 1983 har udgivet henved 50 bøger på kryds og tværs af genrer – alt lige fra digte og dramaer til børne-og billedbøger – var navnet (og forfatterskabet) nyt for mig, men den fornyede interesse i kølvandet på prisuddelingen gav mig ikke desto mindre lyst til at kaste mig over trilogien.

I Andvake møder vi parret Asle og Alida, blot 17 år gamle, vandrende rundt i Bjørgvins gader, desperat på jagt efter et sted til han og den højgravide Alida, der kan føde hvert et øjeblik. De er trætte, det er koldt, og det regner, men ingen vil tilbyde dem husly. Begge Asles forældre er døde, og det eneste, han har tilbage at leve for, er Alida. Han må forlade sit hjem, Bådehuset, da stedets retmæssige ejer pludselig dukker op ud af det blå og kræver det tilbage, og da Alida, udstødt af sin egen mor, ikke møder nogen opbakning og støtte hjemmefra, beslutter de sig for at drage til Bjørgvin i håbet om at finde arbejde og et sted at bo.

og nu havde de gået omkring i Bjørgvins gader i flere timer og søgt at finde husly, men det var umuligt at leje sig ind nogen steder, nej, sagde de, vi har desværre ikke noget at leje ud, nej, sagde de, det vi har til udlejning er allerede udlejet, den slags sagde de, og så måtte Asle og Alida blive ved med at gå omkring i gaderne og banke på døre og spørge om ikke de kunne leje et værelse der i huset, men ikke i nogen af husene var der et værelse at leje, så hvor skulle de mon gøre af sig

De bibelske associationer lader sig ikke overse, og det ligger lige for at læse Andvake som en moderne genfortælling af juleevangeliet, skønt Fosse siger, han ikke tænkte på Josef og Maria, da han skrev den. Sproget er snarere poetisk end prosaisk, tenderende til det hypnotiske med alle sine gentagelser (læs blot ovenstående uddrag fra bogens første side) og de meget lange sætninger. Det giver sproget en helt særlig musikalsk rytme, som jeg ikke mindes at have læst før hos andre forfattere. Næsten uden punktummer eller andre ophold i teksten, er det oplagt (og umuligt at lade være) at læse den i ét stræk. Det er på én gang en lille og stor bog: lille af ord, men stor af betydning. På få sider berører Fosse temaer som kærlighed, hjemløshed (i konkret såvel som overført betydning) og det at blive voksen på en så overbevisende måde, at historien bliver umulig at ryste af sig.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s