Hvis det er af Helle Helle

7695925-saxo-photo

Hvis det er af Helle Helle, udgivet på forlaget Samleren i 2014.

Hvis det er er Helle Helles seneste roman fra 2014 om to løbere, en mand og en kvinde, der er faret vild i en skov – og i livet. Den ene hedder Roar og arbejder på et kontor kaldet Drop IT Shoppen, hvor han reparerer folks PC’ere. Kontoret ligger afsides, hvorfor kontakten med kollegaerne er begrænset. I det hele taget er Roar lidt af en ensom starut. Selvom det er ham, der er fortælleren, hører vi ikke meget om hans fortid. Måske, fordi der ikke er så meget at fortælle. Han er 48 år, men har stort set boet alene hele livet, og altid det samme sted, i Hundige. Imidlertid afsløres det hen imod slutningen af bogen, at der engang var en, der hed Grete, uden at han evner eller ønsker at gå i detaljer om forholdet. “Tiden er bare gået,” siger han.

Jeg skal gøre det kort, jeg ved ikke, hvad jeg skal. Jeg er faret vild i den store skov. Jeg er ikke naturens muntre søn, det sagde de andre i forgårs over kaffen. Men her er jeg under de jyske kæmper, i såkaldte løbesko.

Da Roar møder den kvindelige løber, der næsten hedder Jens Vejmand til efternavn, i skoven, er han iført et par løbesko i to forskellige størrelser. Det er første gang, han er ude at løbe, mens Vejmand, der er ti år yngre, har løbet i næsten et år, hun har mistet 12 kg og så meget andet. Et stykke inde i romanen udfoldes hendes historie igennem Roar, og herfra krydsklipper romanen mellem de to løberes vildfaren i skoven og Vejmands fortid. Man skal, går jeg ud fra, forestille sig, at den kvindelige løber fortæller sin livshistorie til Roar i det shelter, hvor de har søgt ly, og at det er den, Roar refererer. Konstruktionen med en roman inde i romanen er et spændende valg, men knapt så vellykket. Bogens to dele er hver for sig eminent skrevet, men de hænger kun løst sammen.

Vi hører om hendes omtumlede liv og omskiftelige tilværelse, hvor hun ustandseligt flytter fra by til by og fra job til job. Selvom det udefra kan se ud, som om hun har haft et mere interessant liv end Roar, minder de påfaldende meget om hinanden på ét punkt. Som Roar er hun heller “ikke i stand til at sige præcis, hvad årene ellers gik med.” Tiden er med andre ord løbet fra dem begge. Og så er vi tilbage ved et tilbagevendende tema hos Helle Helle: De såkaldte “jeg-svage” kvinder, der navigerer retningsløst gennem tilværelsen, lever fra dag til dag uden noget større perspektiv for fremtiden, og som i det hele taget ikke gør meget væsen af sig. Der er ingen som Helle, der kan skrive så godt om mennesker, der ikke ved, hvad de vil.

Det særlige ved denne roman er, at det er den første roman fra Helle Helle, som har en mandlig jeg-fortæller, ligesom det er første gang en af hendes romaner foregår i Jylland. Det er anden gang, jeg læser bogen, og skønt den var bedre, end jeg husker den, er Hvis det er ikke forfatterskabets bedste bog. Det er, som om hun kun når halvt i mål denne gang. Alligevel er det en fin, lille bog, som fortjener at blive læst.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s