Hvor lidt der skal til

I dag fylder Helle Helle 50 år, og i den anledning har jeg valgt at hylde hende ved at skrive om mit eget forhold til hende og hendes tekster.

helle_helle__foto_s_615337a
Helle Helle debuterede i 1993 med kortprosasamlingen Eksempel på liv. I et interview har hun engang sagt: “Jeg afprøver, hvor lidt der skal til”. Foto: Sacha Maric

Fortrængte minder
Der skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg holder meget af forfatteren Helle Helle og hendes bøger. Eller det er jeg i hvert fald kommet til. Mange har fået et had-/kærlighedsforhold til hende efter at have læst hende i folkeskolen og/eller gymnasiet, hvor hendes noveller er fast inventar på pensummet mange steder landet over.

Mit eget møde med hendes tekster fandt da også sted i gymnasiet, i 1.g (dog lidt ad omvendte veje), i og med hendes novelle “Mere kaffe?” var opgivet til den skriftlige årsprøve. Nogle fortrængte minder fra danskundervisningen i folkeskolen om netop en novelle af Helle Helle, jeg husker ikke hvilken, dukkede op til overfladen igen, og jeg valgte i stedet det sikre valg: en kronikopgave, der vist nok handlede om enten at veje for lidt eller for meget.

Mere Helle Helle?
Alligevel endte jeg med at læse Helles novelle nogle dage senere, og det skulle vise sig, at alle mine fordomme blev afkræftet, for jeg forstod det, jeg læste. Og jeg syntes (og synes) om den tilsyneladende lettilgængelige historie om utroskab (og så meget andet). Dertil kom, at jeg heller ikke forpligtede mig til at redegøre for, hvad novellen egentligt handlede om, til andre end mig selv.

Jeg købte sporenstregs Noveller, hvor novellerne fra Rester (1996) og Biler og dyr (2000) er samlet i ét bind. Herefter begyndte min interesse for forfatteren med dobbeltnavnet for alvor at tage fart. Som altså, fandt jeg ud af, vitterligt hed Helle Helle. “Nogle gange synes jeg, jeg bliver nødt til at skrive dobbelt så godt for at blive taget alvorligt,” har hun engang sagt om sit lidt særprægede navn.

Det Helle Helleske univers
Når jeg skal forklare, hvad det er, jeg så godt kan lide ved Helles tekster, får jeg lyst til at citere en passage fra Ned til hundene (2008), hvor hovedpersonen, en forfatter, som skriver bøger om de såkaldte stille eksistenser og minder påfaldende meget om Helle Helle selv, netop har læst op på biblioteket for en læsegruppe:

Gittes mor rejste sig. Hun ville ikke stille et decideret spørgsmål, hun ville bare gerne udtrykke sin glæde over, at enkelte forfattere stadig interesserede sig for […] det jeg-svage menneske. […] Muligvis er det lidt stillestående, sagde hun. Men de, der får læst til ende, undgår ikke at føle sig berørt.

Og det er sandt: Man kan ikke undgå at føle sig berørt. Måske har det også noget med at gøre, at jeg i høj grad identificerer mig med Helles jegfortællere, skønt de i næsten alle tilfælde er kvinder. De ved ikke helt, hvad de vil og lader sig ofte rive med af ting, før de når at reflektere. Og pludselig ligger de på et hotelværelse i Hamburg eller i en duvende og skvulpende vandseng.

Det siges ofte, at der “ikke sker en skid i Helle Helles romaner”, og også det er til dels sandt. Den, der har prøvet at referere en bog af Helle Helle, vil vide, hvor svært det er, for er der overhovedet et plot? Om der er et plot eller ej, er måske ikke så vigtigt, når det kommer til stykket, for det handler jo om, hvordan de er skrevet. Det er måden, bøgerne er skrevet på, der gør, at man ikke kan lade være med at læse videre.

Tillykke, Helle, med de 50 år, og tak for dine bøger.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s