Jeg kalder på ordene og går aldrig mere på arbejde

11802543_919151244798516_4346749651477345363_o
Søren Ulrik Thomsen og Det Glemte Kvarter. Stolen er i øvrigt den samme, som dén Thomsen sidder i i Jørgen Leths portrætfilm Jeg er levende fra 1997. Foto: Robin Skjoldborg.

Ordene er Søren Ulrik Thomsens, fra digtet Hver dag (City slang, 1981). Fredag aften var jeg taget til spillestedet Harders i Svendborg for at høre Søren Ulrik Thomsen & Det Glemte Kvarter. Thomsen behøver vist ingen yderligere introduktion: Han er ganske enkelt en af Danmarks største nulevende digtere, og det er en stor, litterær begivenhed, hver gang han er ude med en ny digtsamling. Senest har han udgivet Rystet spejl (2011), som strøg til tops på bestsellerlisten. Det siges, at lyrik ikke sælger, og at den er forbeholdt et smalt publikum, men Thomsen er uden tvivl et bevis på, at det modsatte er tilfældet.

Det Glemte Kvarter er et orkester, hvis navn er opkaldt efter et digt fra Thomsens første digtsamling City slang (1981), bestående af musikere fra Det Rytmiske Musikkonservatorium. Samarbejdet mellem Det Glemte Kvarter & Søren Ulrik Thomsen blev indledt i 2012 på Thomsens opfordring, efter at han havde set og hørt orkestret optræde med en række numre fra sit bagkatalog. Dét samarbejde, han kalder “rigt og inspirerende”, udmundede i cd-udgivelsen “Rystet spejl. Musik og poesi,” som vandt prisen for årets jazz-udgivelse ved Danish Music Awards 2013.

I et glemt kvarters blå bombetomt/ flakker jeg søndag eftermiddag, efterår,/ busserne ligger med bunden i vejret/ rustne og fulde af rådden regn/ fra porte og mørke køkkenruder/ vender gamle kærester/ ansigtet mod mig, rækker hænderne ud/ i det blå.

I 2014 udvidede de samarbejdet til også at omfatte kompositioner over Søren Ulrik Thomsens tidlige forfatterskab, fra City slang (1981) til Hjemfalden (1991). Det fik jeg en forsmag på allerede i februar til arrangementet “Digte og lyd” i Vega, og lige siden har jeg set frem til at høre dem igen. Der er en helt anden energi og nerve i Thomsens tidlige digte, og den indfanger Det Glemte Kvarter med stor spilleglæde, gnist og entusiasme.

Det var med andre ord en utrolig nærværende og intens koncert i poesiens tegn, og selv den gymnasieklasse, der havde indtaget spillestedets forreste rækker, var exceptionelt stille og lyttende. Stik imod min forventning var det heller ikke kun det grå guld, men næsten alle aldersgrupper, der var repræsenteret. Dét synes jeg også tjener som et eksempel på, at lyrikkens død ikke er nærtforestående, men lever i bedste velgående.

Søren Ulrik Thomsen & Det Glemte Kvarter får den største anbefaling med på vejen herfra, og er du stadig i tvivl om deres talent, så er du det næppe efter at have hørt denne fremførelse af Power og Ukendt under samme måne fra digtsamlingen Ukendt under samme måne (1982):

 

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s