Et norsk hus af Vigdis Hjorth

9788202451806

Et norsk hus af Vigdis Hjorth, udgivet i 2014 på Cappelen Damm

“Det norske hus” er et politisk slagord, et metaforisk udtryk, der blev brugt i af norske Thorbjørn Jaglands regering i 1996 om målene for regeringens politik frem mod årtusindskiftet. De fire søjler som skulle bære huset, dvs. Norge, var: nærings- og arbejdslivspolitik, velfærdspolitik, kultur-, forsknings- og uddannelsespolitik samt udenrigs- og sikkerhedspolitik.

Et norsk hus spiller Vigdis Hjorth på dette udtryk i en roman om den norsk kvinde Alma, der bor i en stor træhytte, lidt udenfor Oslo, og pga. de ikke-faste indtægter hun får fra arbejdet som tekstilkunstner, ser hun sig nødsaget til at leje en del af huset ud for at kunne få det til at løbe rundt økonomisk. Allerhelst vil hun have så lidt som muligt med sine lejeboere at gøre, og det eneste, hun kræver, er at få huslejen til tiden, men da hun får et ungt polsk par som lejere, som på flere forskellige måder forstyrrer hendes hverdag og gør hende både irriteret og vred, bliver det ikke muligt for hende ikke at foretage sig noget, ikke muligt at se passivt til, mens de polske lejere ”invaderer” hendes hus.

“At de gikk over grensene hennes, at de trengte seg på, at de innvaderte huset og dermed hennes indre, for hennes indre var sterkt knyttet til huset og var skjørt og hjemmesnekret som huset og sårbart for vær og vind og snø og sno og sto så vidtoppreist og Almas hardt ervervede struktur som var nå i ferd med å gå i oppløsning, den lille smule orden som hadde rådet i hennes indre og ytre verden i ferdig med å smuldre, for det var den polske som bodde ved siden av Alma og ikke Alma som bodde ved siden av den polske!”.

Kultursammenstødet mellem det norske og det polske er kilde til mange interessante betragtninger og refleksioner om forholdet mellem ejer og lejer, det hjemlige og det fremmede, os og dem. Men store dele af bogen kedede jeg mig desværre også (endog nok så bravt), og Almas personlige kvaler med at udføre forskellige tekstile bestillingsarbejder kunne ikke have sagt mig mindre. Vigdis Hjorths mundtlige, og til tider vel repetitive, sprog passer som fod i hose for denne roman, og nogle af de bedste dele af bogen er Almas indre monologer, hvor hendes kulminerede vrede mod polakkerne når sit klimaks og står at læse side op og side ned. Det bliver for langt at citere her i sin helhed, fra punktum til punktum, men de passager alene er grund nok til at læse bogen

Reklamer

Et stort, øde landskap + Hundene i Tessaloniki af Kjell Askildsen

To hastigt nedskrevne meninger om to af nordmanden Kjell Askildsens sidste novellesamlinger, Et stort, øde landskap og Hundene i Tessaloniki:

Et stort, øde landskab (læst på dansk):

etstortc3b8delandskab“Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige, det ligger ikke i min natur at betro mig til andre, og når andre betror sig til mig, bliver jeg beklemt og forlegen” (fra “Jeg er ikke sådan, jeg er ikke sådan”) – alle Askildsens midaldrende og mandlige hovedpersoner, kogt ned til én sætning. De bider bitterheder, i sig, siger enten ikke, hvad de mener, eller siger ikke noget i det hele taget: lader i stedet tavsheden fylde rummet, går med en indre uro og en uforløsthed, stor som et øde landskab, som mærkes og forstærkes igennem Askildsens underspillede sprog, hvor hver en sætning sitrer af undertekst. Samliv afbrydes, og konturerne af komplicerede familieforhold (et gentagent motiv) kommer langsomt til syne for læseren – hvad enten det er til en søster eller en bror, mor eller far. De fleste noveller er fremragende og uforglemmelige, andre knapt så spændende – men uanset hvad er de forbandet godt skrevet. Novellesamlingen blev nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris i 1992, desværre uden at blive præmieret.

 

Hundene i Tessaloniki:

3936980Kjell Askildsens styrke er også hans begrænsning. Måske er det, fordi jeg efterhånden synes, at novellerne virker skabelonagtige, at jeg har det ambivalent med denne samling. Tag en knudemand som hovedperson (der enten er første- eller tredjepersonsfortæller), fåmælt, helst tavs (“Jeg/han svarte ikke” kan der stå op til flere gange på samme side), med vanskelige familierelationer, der, som oftest ufrivilligt, tilbringer tid med en kone, en bror/søster, en gammel kæreste eller en fremmed, men mislykkes i forsøget på at nå hinanden – det er opskriften på en Askildsen-novelle. Askildsen skriver klinisk, asketisk, økonomisk og derfor nærmest per definition godt, men hans noveller er også ved at blive forudsigelige; de overrasker sjældnere og sjældnere.

Hundene i Tessaloniki er novellerne mere forbundne end tidligere hos Askildsen: scenebilledet i novellerne er det samme: en mand, en kvinde, et hus, en veranda, en have, og handlinger, genstande, motiver og temaer går igen. I én novelle bliver nogle græshopper nævnt i en bisætning, i den næste novelle er titlen “Græshoppen”. I dén novelle kører hovedpersonen på et tidspunkt ud af byen, drejer af fra hovedvejen og kører ned mod fjorden, alene. I næste novelle foretager parret i novellen samme rute, på vej til deres sommerhus; osv. osv. På den ene side kan man mene, det skaber et mere helstøbt værk, på den anden side bliver novellerne også så ens, at det bliver vanskeligt at skelne dem fra hinanden. Det sidste anser jeg ikke for at være en kvalitet ved en novellesamling.

Omelette norvégienne af Suzanne Brøgger

org_OmeletteNorvegienne_HOY

Omelette norvégienne af Suzanne Brøgger, udgivet på Kagge Forlag (Oslo). Anmeldereksemplar modtaget fra forlaget.

Den danske forfatterinde Suzanne Brøgger (f. 1944) skriver i Omelette norvegégienne hjem fra sine ophold i Norge, det lange land mod nord. Bogen bærer, med en hilsen til den norsk-danske forfatter Ludvig Holberg, genrebetegnelsen “epistler og notater”, og det er netop, hvad den er: en samling af causerende tekster, de fleste på blot 2-3 sider, enkelte er undtagelsesvis (og nogle gange heldigvis) længere. Titlen refererer til den franske dessert, der også er optrykt i bogen, og som består af is på en lagkagebund med varm, gylden marengsovertræk. En ret som Brøgger efter eget udsagn har serveret for norsk-amerikanske Siri Hustvedt og hendes mand Paul Austen. Skal titlen mon symbolisere, at nordmændene har en varme udadtil, men en kulde indadtil? Who knows. 

Bogen er skrevet på opdrag for den norske forlægger Erling Kagge, hvad man imidertid først bliver gjort opmærksom på godt og vel halvtreds sider inde i bogen. Efter at Brøggers tidligere norske redaktør, Erling Kagges mor, gik på pension, stoppede hendes bøger med at udkomme på norsk, og hun mistede kontakten til Norge. Og da hun får en henvendelse fra Kagge, er det ikke, fordi han nu vil til at udgive hendes bøger igen, som hun ellers tror og håber, men for at invitere hende til at skrive en bog om Norge. Først ler hun; og så afviser hun blankt ved at indrømme, at hun ingenting ved om Norge, men bliver til sidst overtalt, da forlæggeren smigrende minder hende om, at Brøgger jo – ligesom sin søster og datter – er en antropolog!

“Jeg kommer ikke til å bore etter olje. I denne lette omelett-boken vil jeg bore etter de kulturbærende lagene i landet,” skriver hun. Og det gør hun så – om alt lige “[f]ra Skram til Skam,” som en af teksterne hedder. Med kunstnere, forfattere, filosoffer og meningsdannere diskuterer hun emner som flygtningeproblematikken, 22. juli, det norske nationaltraume, nationalisme (“norskhed”), tv-serien SKAM, Third Ear-podcasten Kvinden med den tunge kuffert og virkelighedslitteratur (autofiktion).

Sidstnævnte emne fylder meget i bogen: Brøgger taler med flere forfatterkollegaer såsom Tomas Espedal, Karl Ove Knausgård og Vigdis Hjorth, og hun forsømmer ikke en lejlighed for at minde læseren om, at hun var foregangskvinde på dét område; at hun “siden tidenes morgen” har bedrevet autofiktion, det vil sige blandet fiktion og biografi sammen i sine bøger. Det var det, der i 70’erne gik under det nedsættende navn “bekendelseslitteratur” i Danmark (“som om det kvinnelige var mer syndig?” som hun kritisk indvender, og foreslår i stedet at kalde det erkendelseslitteratur). I sin læsning af Vigdis Hjorths Arv og miljø virker det dog mere end besynderligt, at Brøgger på den ene side hylder forestillingen om det autonome og selvberoende værk, der – skønt eksplicitte biografiske referencer – hverken kan eller skal faktatjekkes, som Hjorths roman er blevet det af Aftenposten, mens hun på den næste side skriver følgende: “[…] [D]a Vigdis kjører meg og boxeren Emma til Oslo, forteller hun meg historien som ligger bak Arv og miljø. Den er selvfølgelig verre i virkeligheten. Det er den alltid. Den kan egentlig ikke fortelles. Men den er mer rystende i boken!”.

På trods af at der er tale om et bestillingsarbejde, falder bogen fint i hak med Brøggers øvrige, lange forfatterskab, hvor liv og skrift blandes sammen. Derfor kommer det heller ikke som nogen overraskelse, at hendes bog ender med at blive en “norsk selfie” – noget hun ellers selv finder corny. Forventligt er det derfor også, at bogen ikke så meget er en bog om Norge, som det er en bog om Brøgger selv – og hendes idiosynkrasier om bl.a. New Public Management. Hun jonglerer indforstået med verdenslitteraturen og filosoffer som Søren Kierkegaard og Ludwig Wittgenstein, så man skal holde tungen lige i munden. Undertiden bliver det dog lidt for meget namedropping – fx i starten af en sætning “Mine veninder Judith Thurman og Erica Jong […]” eller indskudt (det må jo endelig ikke glemmes!): “Jeg leser, og det er Inger Merete Hobbelstad, som jeg drakk kaffe med i Dagligstuen, som skriver at […]”.

Genremæssigt er det et sært miks af rejseskildring, memoire og essayistik – hvad der fylder mest, er svært at sige; nogle steder kan selv den mindste betragtning blive påskud for forfatterindens tanker om stort og småt, dette og hint. Det er ikke altid lige interessant, og der er i denne næsten 350 siders lange bog om/hyldest til Norge (“Norge er best i alt,” hedder det) nogle gange langt mellem snapsene. Men når hun er bedst, er det rigtig godt: både klogt, intelligent, skarpt og sjovt – og med masser af oneliners og tankegods, man tager med sig efter endt læsning.

(PS: At læse bogen (om Norge) på norsk, der – som Suzanne Brøgger skriver – “til forveksling ligner dansk – bare vakrere,” tilfører læsningen en ekstra dimension. Selvom man indimellem må konsultere ordbogen, er det en god øvelse i at få trænet sit nabosprog.)

de af Helle Helle

1738947_1523425209

de af Helle Helle, udgivet på Rosinante 13. april

I 2014 udkom Helle Helles seneste roman Hvis det er, og i år er hun atter aktuel – med romanen de. Det er 25 år siden, debut(roman)en Eksempel på liv udkom, og bogen markerer derfor samtidig forfatterens jubilæum. Som altid er det med en stor forventningsglæde, man kaster sig over en ny udgivelse fra forfatteren med den stramme stil og det ordknappe sprog. I titlen skæres der på hellesk manér ind til benet – den består jo af blot ét ord, nemlig pronomenet ”de” (som vel at mærke skrives med små bogstaver).

I de går den 16-årige unavngivne hovedperson i gymnasiet i begyndelsen af 80’erne; hendes unge alder til trods har hun påfaldende mange lighedstræk til fælles med forfatterskabets øvrige, ældre kvindeskikkelser. Hun besidder en charmerende blanding af barnlig naivitet og gammelkloghed (”Tænk at være seksten og have sådan et sprog,” som hendes mor på et tidspunkt siger til hende på et aftenskolekursus, hvor hun begynder at tale med en voksen stemme) og navigerer i et ungdomsliv fyldt med lektier, veninder, fester og kurtiserende drenge. Tilsyneladende trivialiteter tillægges den største betydning fra sidelinjen af livet. Nogle gange mere iagttager end deltager hun i det, der foregår for øjnene af hende.

Ungdoms- og gymnasielivet er bogens ene handlingsspor; det andet og mere betydningsbærende skildrer hovedpersonens forhold til sin mor og deres hverdag sammen. De bor ovenpå en frisør, ”derfra stammer det ufrivillige etagehår,” som det hedder; og hendes mor har selv en forretning, hvor der sælges kosmetik og tøj. Deres forhold er fuld af latter, nærvær, ømhed og kærlighed. Mor og datter beskrives flere steder, som var de én person (heraf titlen de), her citeret fra begyndelsen: ”Stuen er malet efter en lysestage. Den er gammelrosa, men de tænder ikke lyset. De tænder det to gange, men så opdager de, at det soder. De befinder sig ofte ved vinduet, og i sofaen, og med ugeavisen”. Men ”de”-konstellationen trues, da moren bliver alvorligt syg og indlægges på hospitalet. Hospitalsscenerne, hvor hovedpersonen besøger sin mor, er blandt bogens stærkeste og mest rørende. Netop fordi de viger udenom at tale om sygdommen, ja, sågar at nævne den ved navn, bliver det på en måde endnu mere sørgeligt. Fordi man fornemmer, der er en masse følelser, som der ikke bliver sat ord på. Hverken af mor eller datter. Det kommer der til gengæld fremragende litteratur ud af.

Flere af navnene er absurde, komiske, på en måde man ikke er vant til hos Helle Helle: Tove Dunk, Hafni (mon det er en forkortelse af ”hafnium”, som betyder havn på latin og derved refererer til Rødbyhavn? I så fald er det en sjov detalje) og US. Jeg kom undervejs til at tænke på Line Knutzons skuespil, hvis karakterer ofte også bærer rundt på skæve og sjove navne. Navnekreativiteten – der givetvis er en mimen af ungdommens hang til øge-/kælenavne og forkortelser –  er dog ikke det, der slår mig som værende det mest iøjnefaldende. Det er derimod dens brug af tempusformen nutid, der må være forfatterskabs mest radikale og mest konsekvente:

Pånær enkelte brug af datid i dialogerne er hele romanen skrevet i nutid (og en anelse førnutid). Dette skaber nogle (ufrivilligt?) komiske, om end sprogligt lidt klodsede, sætninger såsom: “[Cyklen] punkterer i fjor, hun kører over et bræt”, ”Engang kører hun næsten til Karleby […]” og ”Lyset går i går”. Nogle steder skaber det forvirring om, hvad der er sket, og hvad der sker eller skal til at ske. For eksempel da hovedpersonen er på besøg hos en fyr ved navn Steffen: ”Inde på hans værelse hænger to sovjetiske plakater. Det er, fordi han har russisk, studieturen går til Moskva” – om Moskva-turen har fundet sted eller ej, er ikke til at vide; plakaterne kunne jo meget vel stamme netop derfra.

Helle Helle vender i de tilbage til det stof, hun mestrer som ingen anden: nemlig sit eget. Som gennembrudsromanen og den (fortjent) kritikerroste Rødby-Puttgarden (2005), hvor forfatteren, der selv er opvokset i Rødby, for første gang skrev om det sted, hun kommer fra, foregår de også i Rødby (går man til bogen med en forventning om, at det er en efterfølger eller en toer, vil man dog blive slemt skuffet). Forfatterens kendskab til det sted, hun skriver om, kommer til udtryk i de troværdige miljø- og persontegninger.

Bogens første kapitel hænger, som mange af Helles andre bøger, raffineret sammen med det sidste, men hvordan skal ikke afsløres her. God mening giver det dog at slutte anmeldelsen, som bogen starter, for måske nok engang at vække læserens nysgerrighed: ”Senere går hun over markerne med et blomkålshoved. Farvel til de kinasko. Alle veje fører til veje”. Nok er de indledende sætninger ved første øjekast mystiske, hvis ikke fuldkommen meningsløse, men de giver mening, når/hvis man (nær)læser bogen. Bogen peger flere steder bagud i forfatterskabet mod tidligere bøger, men den peger samtidig – med anvendelse af forskellige formgreb og sproglige virkemidler – frem mod de bøger, der skal komme. Den er dog ikke mere eksperimenterende, end at den stadig lyder umiskendeligt hellesk. Og heldigvis for det; det er nemlig ikke ment som en kritik, men en (stor) ros.

Anmeldelsen er en længere udgave af min anmeldelse af bogen, som kan læses på Bog & Idés hjemmeside: https://www.bog-ide.dk/produkt/de-haeftet/2467359