de af Helle Helle

1738947_1523425209

de af Helle Helle, udgivet på Rosinante 13. april

I 2014 udkom Helle Helles seneste roman Hvis det er, og i år er hun atter aktuel – med romanen de. Det er 25 år siden, debut(roman)en Eksempel på liv udkom, og bogen markerer derfor samtidig forfatterens jubilæum. Som altid er det med en stor forventningsglæde, man kaster sig over en ny udgivelse fra forfatteren med den stramme stil og det ordknappe sprog. I titlen skæres der på hellesk manér ind til benet – den består jo af blot ét ord, nemlig pronomenet ”de” (som vel at mærke skrives med små bogstaver).

I de går den 16-årige unavngivne hovedperson i gymnasiet i begyndelsen af 80’erne; hendes unge alder til trods har hun påfaldende mange lighedstræk til fælles med forfatterskabets øvrige, ældre kvindeskikkelser. Hun besidder en charmerende blanding af barnlig naivitet og gammelkloghed (”Tænk at være seksten og have sådan et sprog,” som hendes mor på et tidspunkt siger til hende på et aftenskolekursus, hvor hun begynder at tale med en voksen stemme) og navigerer i et ungdomsliv fyldt med lektier, veninder, fester og kurtiserende drenge. Tilsyneladende trivialiteter tillægges den største betydning fra sidelinjen af livet. Nogle gange mere iagttager end deltager hun i det, der foregår for øjnene af hende.

Ungdoms- og gymnasielivet er bogens ene handlingsspor; det andet og mere betydningsbærende skildrer hovedpersonens forhold til sin mor og deres hverdag sammen. De bor ovenpå en frisør, ”derfra stammer det ufrivillige etagehår,” som det hedder; og hendes mor har selv en forretning, hvor der sælges kosmetik og tøj. Deres forhold er fuld af latter, nærvær, ømhed og kærlighed. Mor og datter beskrives flere steder, som var de én person (heraf titlen de), her citeret fra begyndelsen: ”Stuen er malet efter en lysestage. Den er gammelrosa, men de tænder ikke lyset. De tænder det to gange, men så opdager de, at det soder. De befinder sig ofte ved vinduet, og i sofaen, og med ugeavisen”. Men ”de”-konstellationen trues, da moren bliver alvorligt syg og indlægges på hospitalet. Hospitalsscenerne, hvor hovedpersonen besøger sin mor, er blandt bogens stærkeste og mest rørende. Netop fordi de viger udenom at tale om sygdommen, ja, sågar at nævne den ved navn, bliver det på en måde endnu mere sørgeligt. Fordi man fornemmer, der er en masse følelser, som der ikke bliver sat ord på. Hverken af mor eller datter. Det kommer der til gengæld fremragende litteratur ud af.

Flere af navnene er absurde, komiske, på en måde man ikke er vant til hos Helle Helle: Tove Dunk, Hafni (mon det er en forkortelse af ”hafnium”, som betyder havn på latin og derved refererer til Rødbyhavn? I så fald er det en sjov detalje) og US. Jeg kom undervejs til at tænke på Line Knutzons skuespil, hvis karakterer ofte også bærer rundt på skæve og sjove navne. Navnekreativiteten – der givetvis er en mimen af ungdommens hang til øge-/kælenavne og forkortelser –  er dog ikke det, der slår mig som værende det mest iøjnefaldende. Det er derimod dens brug af tempusformen nutid, der må være forfatterskabs mest radikale og mest konsekvente:

Pånær enkelte brug af datid i dialogerne er hele romanen skrevet i nutid (og en anelse førnutid). Dette skaber nogle (ufrivilligt?) komiske, om end sprogligt lidt klodsede, sætninger såsom: “[Cyklen] punkterer i fjor, hun kører over et bræt”, ”Engang kører hun næsten til Karleby […]” og ”Lyset går i går”. Nogle steder skaber det forvirring om, hvad der er sket, og hvad der sker eller skal til at ske. For eksempel da hovedpersonen er på besøg hos en fyr ved navn Steffen: ”Inde på hans værelse hænger to sovjetiske plakater. Det er, fordi han har russisk, studieturen går til Moskva” – om Moskva-turen har fundet sted eller ej, er ikke til at vide; plakaterne kunne jo meget vel stamme netop derfra.

Helle Helle vender i de tilbage til det stof, hun mestrer som ingen anden: nemlig sit eget. Som gennembrudsromanen og den (fortjent) kritikerroste Rødby-Puttgarden (2005), hvor forfatteren, der selv er opvokset i Rødby, for første gang skrev om det sted, hun kommer fra, foregår de også i Rødby (går man til bogen med en forventning om, at det er en efterfølger eller en toer, vil man dog blive slemt skuffet). Forfatterens kendskab til det sted, hun skriver om, kommer til udtryk i de troværdige miljø- og persontegninger.

Bogens første kapitel hænger, som mange af Helles andre bøger, raffineret sammen med det sidste, men hvordan skal ikke afsløres her. God mening giver det dog at slutte anmeldelsen, som bogen starter, for måske nok engang at vække læserens nysgerrighed: ”Senere går hun over markerne med et blomkålshoved. Farvel til de kinasko. Alle veje fører til veje”. Nok er de indledende sætninger ved første øjekast mystiske, hvis ikke fuldkommen meningsløse, men de giver mening, når/hvis man (nær)læser bogen. Bogen peger flere steder bagud i forfatterskabet mod tidligere bøger, men den peger samtidig – med anvendelse af forskellige formgreb og sproglige virkemidler – frem mod de bøger, der skal komme. Den er dog ikke mere eksperimenterende, end at den stadig lyder umiskendeligt hellesk. Og heldigvis for det; det er nemlig ikke ment som en kritik, men en (stor) ros.

Anmeldelsen er en længere udgave af min anmeldelse af bogen, som kan læses på Bog & Idés hjemmeside: https://www.bog-ide.dk/produkt/de-haeftet/2467359

Reklamer

Det skal stå og sitre på en måde, hvor der er en usikkerhed

img_9537.jpg
Foto: Michael Frederiksen

Efter en skriveorlov på halvandet år gav Helle Helle i går aftes sit første foredrag på Danmarks Jernbanemuseum i Odense. Det gav virkelig god mening, at Jernbanemuseet i aftes lagde kulisse til foredrag med Helle Helle, for offentlige transportmidler – busser, toge, færger – fylder meget i hendes forfatterskab. Dette transport- og fartøjstema blev omdrejningspunktet for samtalen mellem journalist Signe Ryge Petersen og Helle Helle, som jeg nedenfor refererer og supplerer med egne refleksioner.

1664211_1516514822

For eksempel indtager jernbanen en central plads i hendes roman Dette burde skrives i nutid (2011), hvor hovedpersonen Dorte dagligt pendler fra Glumsø til København, hvor hun burde studere, men ikke gør det. Helle fortalte, at hun ofte har hentet sin familie i netop Glumsø, når de er kommet fra Lolland for at besøge hende på Sjælland. Stationsbygningen kaldte hun “Herman Bang-agtig”, og med bogen ønskede hun at skrive en moderne historie om Katinka Bai fra klassikeren Ved Vejen. Romanen, som indbragte hende De Gyldne Laurbær, er en af de absolutte yndlingsværker, jeg igen og igen kan vende tilbage til, læse og hver gang forstå på en ny måde.

Helle Helle selv rejser ofte med tog med tog, blandt andet – som i aften – når hun skal optræde og holde foredrag rundt omkring i Danmark, og hun fremhævede pausen som det helt særlige ved at køre i tog. At man på en eller anden måde er nødt til at stoppe op og holde en pause som passager. Denne pause nyder hun personligt, sagde hun, men den er også god at forløse litterært. For eksempel hvis et tog er forsinket, eller hvis man misser det, og uventede møder opstår. Det kan også være, der slet og ret ikke går nogen offentlige transportmidler, fordi man bor langt ude i provinsen. Særligt det sidste går igen i flere af hendes romaner, herunder Ned til hundene (2008), hvor jegfortælleren indlogeres hos nogle venlige fremmede, John og Putte, da den sidste bus er kørt.

helle-helle-rc3b8dby-puttgardenI gennembrudsromanen Rødby-Puttgarden fra 2005 arbejder de to hovedpersoner Jane og Tine i det toldfri parfumeri på færgeoverfarten – frem og tilbage i en evighed. Deres liv er som arbejdet på færgen: De flytter sig lidt, men ender altid ved udgangspunktet og er ikke rigtigt kommet nogen vegne. En sådan symbolsk læsning er forfatteren selv dog ikke tilhænger af; i stedet foretrækker hun, sagde hun, at bruge ordet betydninger, der er et mere rummeligt begreb, som ikke reducerer handling eller genstande – fx færge, bus og togrejsen – til at stå i stedet for én ting. Pudsigt nok er der – i sammenligning – påfaldende få biler i hendes bøger (dog bærer hendes hendes anden novellesamling titlen Biler og dyr), og at lade et fly indgå i en af hendes fortællinger forekom hende helt og aldeles utænkeligt.

Hvorfor især busser og toge spiller en så stor rolle i hendes forfatterskab, havde hun imidlertid ikke noget konkret svar på, men ét bud var ifølge hende selv, at begge dele fyldte meget i hendes egen barndom, og at hun jo ikke er researchforfatter, men skriver om ting, hun kender til (som følge heraf er der, som hun sagde, “rigtig meget mig i bøgerne, og der er rigtig lidt”). Men vigtigst betonede hun det mystiske og gådefulde ved at skrive – både om busser og toge og færger men også i det hele taget. Hun vil nødig blive for bevidst om sin skrivning: hvis hun bliver det, er det ikke længere interessant for hende at skrive. Hun er også bange for at blive for ferm og at lyde “Helle Helle-agtig”, selvom hun godt ved, at hun har en særlig måde at skrive på. Men hvis det bliver for selvbevidst, bliver det for “kedeligt” og “dårligt”. “Det skal stå og sitre på en måde, hvor der er en usikkerhed,” sagde hun.

Hendes kommende roman, de (april 2018), blev også nævnt som eksempel, da bogens 16-årige hovedperson tager skolebussen hver morgen for at komme til gymnasiet. Med den annoncerede hun at være vendt tilbage til Rødby for første (men også sidste) gang siden Rødby-Puttgarden, og jeg tror, jeg ikke kun taler på mine egne vegne, når jeg venter i spænding og er overbevist om, at det bliver et glædeligt gensyn. Samtidig markerer den Helle Helles 25 års jubilæum som forfatter.

Spørge Jørgen af Jørgen Leth

1701523_1487225706

Spørge Jørgen af Jørgen Leth (red. Anders Houmøller Thomsen), udgivet på People’s Press i 2016.

Da Radio24syvs unge talent Zissel Astrid Kjertum-Mohr i 2016 udstyrede Jørgen Leth med en mikrofon og gav ham sin egen brevkasse, “Spørge Jørgen”, blev det hurtigt en lyttersucces, som sidenhen blev gentaget i 2017 (og også gentages i år, i 2018). Program– og bogtitlen, der spiller på den kendte danske børnebog fra 1944 af samme navn, er genial, men formodentligt hverken Leth eller Thomsens fortjeneste (det er nok enten Mikael Bertelsen eller Mads Brügger, programchefer på Radio24syv, der står bag). Præmissen er enkel: Man kan spørge ham om alt, og han svarer på alt. Det er i hvert fald det, han siger. Spørgsmål afviser han dog af og til, hvis emnet ikke interesserer ham, fx Harry Potter, som han er “fuldstændig uinteresseret i” (hvad jeg i øvrigt også selv er), og et spørgsmål som “Hvis du kunne få evnen til at flyve, mod at du ikke kunne tåle menneskemad, ville du så tage imod det tilbud?” melder han også – af gode grunde – fra på.

Brevkassen er atypisk i den forstand, at når man normalt henvender sig til en brevkasse, er det for at få svar på en personlig problemstilling, ofte fra parforholdet eller andre “små hverdagsproblemer” (som jeg skriver med en hilsen til den brevkasse, Tove Ditlevsen havde i Familie Journalen fra 1956-1976). Genren taget i betragtning er det derfor bemærkelsesværdigt, at Leth, som en tredje uudtalt præmis, kun svarer på spørgsmål om sig selv. Da han på et tidspunkt bliver spurgt, om man er en taber, hvis man ikke har haft en karriere, svarer han: “Der er jeg tvunget ud i sådan en slags brevkassevisdom, som jeg ikke synes, jeg kan prætendere at have. Det ved jeg sgu ikke. Det er alt for udflydende, det spørgsmål. Det må man selv finde ud af”. Mere beredvillig og snaksalig er han, når spørgsmålene er direkte henvendt til ham eller lægger op til, at han kan trække på sine erfaringer og ikke skal føle sig “som en Tove Ditlevsen, der skal rådgive helt ned i livets detaljer og banaliteter”. Fordi Jørgen Leth er så kendt en person, er det da heller ikke uforståeligt, at man heller vil høre om hans spændende liv og holdninger, når nu muligheden foreligger, fremfor at få råd om sit eget, i sammenligning måske lidt kedelige, liv.

Emnerne spænder vidt og bredt og vidner om Leths alsidighed som kunstner og menneske. Sprog, litteratur, sport, film, musik, Haiti. Om barndom, ungdom og voksenliv. Meget af det er anekdoter og episoder, man også kan læse om i fx Det uperfekte menneske, mens andet er hans (vitterligt banale) meninger om dette og hint: om kæledyr, smalltalk, tøjkøb, forelskelser, depression, politik, parodier, forfængelighed, Lars Von Trier, mad og meget, meget mere. Og han går gerne i rette med spørgeren, hvis spørgsmålets formulering forstyrrer, som da en ung kommende journalist spørger, hvad god “journalisme” er: “Ja, der er jo ikke noget, der hedder ‘journalisme’ efter min mening. […] Det hedder journalistik. Så allerede der er jeg lidt kritisk over for spørgsmålet,” siger han inden den egentlige besvarelse af spørgsmålet kan begynde. Også smileys, som “viser en manglende evne til at udtrykke sig”, harcelerer han over. Nogle vil kalde det krukket. Jeg synes, det er helt på sin plads. Leth er velovervejet og bruger ikke sproget uden omtanke. Det kaster nogle gode og interessante svar af sig.

Jeg ved dog ikke, om jeg synes, at det har været nødvendigt at transformere radioudsendelser til skrift, men idéen er oplagt, og udgivelsen i bogform kom derfor ikke bag på mig; jeg havde tværtimod selv forudset den længe før, den udkom, og endda selv transskriberet nogle af svarene i den første udsendelse, inden jeg gav op og blev overhalet indenom af Anders Houmøller Thomsen. Jeg er derfor ikke i tvivl om, at Thomsen har lagt et stort arbejde i at lytte, sortere og transskribere mange timers radioudsendelser. Så meget desto mere ærgerligt er det, at bogen ikke er blevet korrekturlæst ordentligt og indeholder flere læserforstyrrende fejl. For det er i hvert fald ikke Leth, der sjusker med sproget. På trods af min skepsis over for projektet (der fortsætter i Spørge Jørgen 2 (2017)) er det ikke desto mindre en fryd for en Jørgen Leth-fan, at man kan have en slags lethsk ABC stående på bogreolen.

Revideret 20/1 efter kommentar fra Kristian Leth på Twitter (18/1): “Du har helt glemt at nævne den egentlig arkitekt bag programmerne – og derved bogen – Zissel Astrid Kjertum-Mohr – der er grunden til at det overhovedet fungerer. Det er hende der redigerer og sorterer i spørgsmål, presser på når Jørgen ikke vil og har en forrygende fornemmelse.”

Læseåret 2017

I 2017 læste jeg ifølge Goodreads 65 bøger og har dermed vendt 11.622 bogsider i alt. Mens den korteste bog var en såkaldt chapbog af den danske forfatter Tine Høeg på blot 16 sider (Hej Sol Fuck Love), var den længste bog Åsne Seierstads En af os en fortælling om, Utøya og Anders Breivik på 508 sider. Seierstads meget gribende bog, som jeg har skrevet mere uddybende om her, læste jeg som e-bog på min Kindle, jeg blandt andet havde med på min rejse til Oslo i august, hvor jeg – uden at gøre mig det bevidst – vandrede rundt i samme gader og kvarterer som dem der nævnes i bogen.

Målt på kvantitet har jeg læst blot én bog mindre end i 2016, men alligevel hele 1897 antal sider mindre end året før. Jeg kan, når jeg ser tilbage, altså se, at de bøger, jeg har læst, har været forholdsvist lette, og haft et gennemsnit på 178,8 sider. Sværvægteren Seierstad stikker derfor ud og er usædvanlig bog i min læsestatistik og -vaner. Til gengæld falder det godt i tråd med ét af mine litterære nytårsforsæt fra og for 2017, nemlig “at læse mere norsk litteratur – på originalsproget”. Jeg skrev sidste år, at “jeg på meget kort tid [er] blevet besat af norsk sprog og kultur – både musik, film og litteratur”, og besættelsen er ikke aftaget siden.

Seierstads bog læste jeg undtagelsesvis i en dansk oversættelse, ligesom Erlend Loe og Karl Ove Knausgård også er blevet læst på dansk, fordi jeg i forvejen havde bøgerne i oversættelse på mine reoler. Men udover det har jeg især dyrket Tore Renbergs forfatterskab, og på få måneder læste jeg romanen Mannen som elsket Yngve, Kompani Orheim, Farmor har kabel-tv og essaysamlingen På fest hos litteraturen. Førstnævnte titel har jeg overfor flere – i al beskedenhed – kaldt for “verdens bedste ungdomsroman”.

Samlet set har 16, altså cirka hver fjerde, bog været på norsk, og med undtagelse af tre titler har samtlige været på norsk (bokmål). Det er jeg ganske tilfreds med, også selvom jeg eksempelvis ikke har fået læst mere af Knausgårds Min kamp (udover en genlæsning af bind 1), som jeg lovede mig selv. En anden interesse for mig i løbet af året var at beskæftige mig i månedsvis med Vigdis Hjorths roman Arv og miljø og debatten rundt omkring den, som den har afstedkommet. En debat som yderligere eskalerede, da Hjorths søster udsendte en roman, Fri vilje, hvor hun skriver om Vigdis i det man kan kalde et litterært familieopgør. Nogle af de tanker, jeg gjorde mig i den forbindelse, opsummerede jeg i indlægget Livets kvaler med hytte på Hvaler. Klassikere er – trods de gode intentioner – heller ikke blevet læst i noget flittigt omfang, pånær enkelte, herunder Frøken Julie, Sult og Løgneren (som pligtskyldigt er blevet læst i mit litteraturhistoriske fag på universitetet).

Jeg vil, udover ovenstående, anbefale 3 af de bedste bøger, jeg har læst i det forgangne år, i kronologisk rækkefølge.

1. Édouard Levé: Selvportræt

1675778_1493871684

Det er svært at give en fyldestgørende resumé af Édouard Levés roman “Selvportræt”. Den falder åbenlyst udenfor andre (selv spinkelt) plotbårne romaner, selv om end der findes antydninger af et undervejs. Bogen består (næsten kun) af løsrevne hovedsætninger, der i næsten samtlige tilfælde begynder med “jeg”: om henkastede ting og tanker, forkærligheder, aversioner, idiosynkrasier etc. Sætningerne listes op efter hinanden uden nogen (forklaret) forbindelse med hinanden. Nogle af sætningerne fra begyndelsen lyder som følger: “Jeg har boet tre år og tre måneder i udlandet. Jeg foretrækker at se til venstre. En af mine venner nyder at bedrage. Slutningen på en rejse giver mig samme triste følelse som slutningen på en roman.” Bogen er noget af det originale, jeg har læst i årevis, og selvom Levés metode ser legende let ud, ved jeg, jeg ikke ville være i stand til at gøre ham kunsten efter. Og ofte siges det da også, at det er de kunstværker, der ser lettest ud at lave som i virkeligheden har været sværest.

Yndlingssætning: “At beskrive mit liv nøjagtigt ville tage længere tid at leve det”

2. Caroline Albertine Minor: Velsignelser

2f4925fd-5fcf-477b-9c0c-370163410b88_1495612838

Minors Velsignelser indeholder syv vilde og vildt vellykkede noveller. Om sorg, tab, venskab og smukke mænd. Cirka halvdelen af dem kredser om selvmordet til den unge au pair Anne-Sophie, kaldet Anso, der hænger sig to dage før jul hos sin værtsfamilie i Australien. Selvmordet bliver stående som en uløselig gåde, men gennem forskellige synsvinkler i forskellige noveller kastes der lys over, hvem Anso var. Læseren må dog selv stykke brudstykkerne sammen, og forfatteren giver ikke ved dørene. Novellen “Sorgens have”, der handler om afviklingen af et forhold mellem en mand og en kvinde, Caroline og M, adskiller sig fra de øvrige noveller – blandt andet ved at være den eneste, der mere eller mindre åbenlyst er selvbiografisk (hvad forfatteren da heller ikke har lagt skjul på i interviews). Men dens knugende beskrivelse af sorgen over en krop, som stadig lever, er noget af det mest fintfølende og hjerteskærende, jeg længe har læst. Efter en trafikulykke har M. mistet hukommelsen og husker hverken kæresten Caroline eller deres søn, og deres forhold er forandret for altid. “Sorgens have” er for mig samlingens højdepunkt – smuk, rørende, tragisk – og en skattekiste af uforglemmelige sætninger, jeg gik og huskede på i lang tid efter.

Yndlingssætning: “At vågne op er bare savnet, der begynder forfra, hårdere”.

3. Judith Hermann: Spøgelser, overalt

1731177_1505536225Spøgelser, overalt skriver Judith Hermann mesterligt dygtigt og overbevisende om menneskelige relationer: om (ulykkelig) kærlighed, venskaber, ensomhed, rastløshed, erindring, og ikke mindst rejser – som mange af hendes karakterer, ofte spontant og med kort varsel, tager på for at komme væk fra hverdagens trivialiteter. Novellerne, indhyllet i melankoli, har ofte storbyer og hovedstader som kulisse: Norge, Italien, Tjekkoslovakiet, Island. Uanset hvor de kvindelige hovedpersoner ender, synes de at være lammet af det nu, de krampagtigt forsøger at holde fast i, og fælles for dem alle er, at ting bare sker for dem, tilfældigt og uforklarligt, både mens de står på og i retrospekt. Novellerne er skrevet i en amerikansk minimalistisk stil a la Raymond Carver, som herhjemme er videreført af Helle Helle og i Norge af Per Petterson. Flere af de lange noveller kunne sagtens udgøre selvstændige romaner. Alligevel, længden til trods, er ikke én sætning overflødig. Jeg er så glad for at have opdaget den indtil for nylig (for mig) ukendte tyske forfatterinde og forudsiger, at 2018 for mit vedkommende vil blive et Judith Hermann-år. Og dermed – selvsagt – et godt ét af slagsen.

Yndlingssætning: “Al erindring forekommer mig at være sørgelig”.

Hvilke gode bøger har du læst i 2017? Og har du sat dig nogen mål for det kommende års læsning?