Minianmeldelse: Cremasterrefleksen af Laura Ringo

1718290_1491626187Cremasterrefleksen af Laura Ringo, udgivet i 2017 på Gyldendal

Laura Ringo debuterer med “Cremasterrefleksen”, og det er en ret så vellykket debut. Om Karla, der efter en afsluttet studentereksamen på Lolland flytter til Odense for at læse journalistik på Syddansk Universitet på sin dansklærers opfordring. Men hun møder stort set aldrig op til undervisningen, og hun får heller ikke taget sig sammen til at skrive sin eksamen i komparativ politik. I stedet bliver hun meget mere optaget af at sidde på Den Smagløse Café (en trøsteløs, men populær bar i Odense) og gå ture i Eventyrhaven – eller bare ligge i sengen på kollegieværelset. Og så hvirvles hun ind i et trekantsdrama med vennerne Viktor og Jakob, begge med flydende seksualiteter, som ikke skal røbes her. I komposition og tematik lægger bogen sig (meget) tæt op ad Helle Helles “Dette burde skrives i nutid”, men er i modsætning til den bog mere munter end sørgelig – og sjov, rigtig sjov endda, med en humor lidt a la Stine Pilgaard. Og så er det befriende at læse en (ungdoms)roman, som ikke foregår i København, men i Odense, min by, af hvilken grund jeg kunne genkende næsten samtlige steder og gadenavne og let forestille mig Karla komme ind ad døren på Smagløse, hvor jeg sidder netop nu. Anbefales!

SZ – et livs billeder 1944-2014 af Suzanne Brøgger

1644110_1456129465

SZ – et livs billeder 1944-2014 af Suzanne Brøgger, udgivet i 2014 på Gyldendal

Forleden så jeg dokumentaren “SKÅR” om den ukronede dronning af dansk litteratur, Suzanne Brøgger, som jeg følte mig i umådeligt godt selskab hos og straks forelskede mig i. Hvem kan ikke det efter følgende åbningsreplik: “Fotograferer du også fødderne? For så skifter jeg sko!” Se, dét er en dame, der er bevidst om sit image. I dokumentaren følger et kamerahold Brøgger det sidste halve år op til hendes 70 års fødselsdag, en milepæl der bl.a. markeredes med “Krukke” af Louise Zeuthen – en biografi om de første 40 år af Brøggers liv – og så denne bog, “SZ – et livs billeder 1944-2014” – en slags illustreret pixiselvbiografi. Det fremgår af indledningen, at bogen er et bestillingsarbejde fra forlaget: “Gyldendal har bedt mig samle 70 billeder fra 1944-2014”. Jeg har ikke talt, men er alligevel overbevist om, at der i bogen er mere end 70 illustrationer – ikke at det gør noget (de er skønne!), men det strider vel lidt imod konceptet.

Alle sagde, at Karen Blixen var synsk. Både Thorkild Bjørnvig og Aage Henriksen. “Hun gennemskuede én. Men det var ikke ubehageligt, det var dejligt,” sagde Erling Schroeder. Det samme kan man sige om Klaus Rifbjerg. Han ser lige durk igennem mennesker og ved, hvem de er. Det har ikke været lige rart for alle. Men for mig har det været godt. Han siger, jeg er en heks.

Bogen er en underlig collage bestående af tekststumper (som skiftevis kaldes “S” og “Z” af en grund, bogen ikke giver svar på, og som jeg heller ikke selv blev klog på), (privat)fotografier – både med og uden forfatteren, uddrag fra Brøggers egne og andres bøger, avisudklip, ordsprog, plakater m.v. I denne brogede tekstsamling drukner Brøggers egen stemme desværre hurtigt. Og forventer man en levnedshistorie fra fødsel til nu, vil man blive slemt skuffet. De til lejligheden kun få nyskrevne tekster omhandler oftere forfatter(kollegaer)e som Françoise Sagan og Villy Sørensen eller mindeværdige møder med kendte såsom Andy Warhol, Dalai Lama og dronningen end om Suzanne Brøgger selv – i hvert fald personen Suzanne Brøgger. De enkelte undtagelser – hvor hun rent faktisk skriver om sig selv – er formuleringer som er så kortfattede, så vage, at man kan ligefrem kan se Brøgger for sig sidde med et glimt i øjet efter at have skrevet en sætning som denne: “Jeg gjorde det – omvendt. Først kritiserede jeg ægteskabet. Så giftede jeg mig”.

“SZ – et livs billeder 1944-2014” er en bog, som giver lyst til at gå på opdagelse i Brøggers forfatterskab, hvad enten det er på ny eller for første gang. Som selvstændig udgivelse er den udmærket, uden at udmærke sig særligt; dertil bidrager den med for lidt nyt og for lidt tekst fra Suzanne Brøggers egen hånd.

dage med p af Jeppe Krogsgaard Christensen

dage med p: en miniature af Jeppe Krogsgaard Christensen, udgivet i 2017 på melodika

Til daglig arbejder Jeppe Krogsgaard Christensen som litteraturanmelder og kulturskribent for Berlingske, men sideløbende bedriver han selv litteratur. Måske har man læst eller hørt om hans konceptuelle Københavner-trilogi (Åben himmel, Indre by, –). Mens det tredje og sidste bind lader vente på sig, er han aktuel med den lille, tynde sag “dage med p”. Bogen, der bærer undertitlen “en miniature”, holder virkelig hvad den lover. Med blot 42 sider, nogle tomme, andre med kun én sætning, men de fleste sider med kortere tekstykker på samme side, er det en bog, der hurtigt er læst  – men også forholdsvist hurtigt glemt.

Hovedpersonen benævnes kun med bogstavet p – ligesom de øvrige personer også kun benævnes med et bogstav (a, c, f, h mv.); ingen steder i bogen optræder et fuldt navne, lige med undtagelse af forfatternavnet på forsiden, selvfølgelig. Dette afføder en naturlig tvivl om kønnet: er p en mand eller kvinde? Forfatteren driller flere gange læseren, fx ved at lade p gå ud på – ikke herre- eller dametoilettet, men fællestoilettet.

Bogen beretter om en kort kærlighedshistorie mellem a og p, der arbejder samme sted. En kærlighedshistorie som i sig selv er banal og småkedelig (“a og p er i dyrehaven”, “a og p er på museum”, “a og p er i biografen” osv.), men bogen er tilsyneladende også mere et studium af læserens læsning: af de kønnede “briller”, læseren læser med, og som gør at hovedpersonen bliver enten mand eller kvinde. Første gang læste jeg p som en mand, anden gang som kvinde. Fx forbinder jeg det med noget særligt mandligt at væde sin fingerspids for at vende en side i metroxpress – og som noget særligt kvindeligt at gå til zumba. Men det er jo bare nogle stereotype opfattelser, bud i mangel af bedre: et endeligt svar gives ikke.

Bogen er konsekvent skrevet med små bogstaver (selv efter punktum) i korte hovedsætninger, næsten formelagtigt efter denne skabelon: p ser/gør/laver/tænker over et eller andet. Derved må læseren prøve at få så meget ud af det ‘lidt’ der står som muligt; derved står den i klar opposition til Yahya Hassans digte, som p læser i begyndelsen af bogen:

p slukker og prøver at læse ham der indvandrerdigteren men må stoppe efter et par sider. p forstår ikke hvorfor han skriver med store bogstaver, det er jo som om han råber. hvorfor ikke tale stille og roligt om tingene. det har p selv gode erfaringer med

“dage med p” er ikke en bog der sætter dybe spor efter endt læsning; alligevel overrasker den med morsomme iagttagelser af sproget(s) og hverdagens absurditeter (“p cykler ud til sin mormor og tænker på at der er stor forskel på at være i en stue og på en stue”; “p ser plasticposerne på alle cykelsadlerne uden for kontoret og undrer sig over hvorfor de er der. om det er for at sadlen ikke skal blive våd eller når sadlen er våd” osv). Men med den minimale handling fremstår den mere som et litterært eksperiment end et egentligt litterært værk. På sin vis er det et vellykket projekt, men ikke så vellykket, som det kunne have været, hvis Jeppe Krogsgaard Christensen samtidig havde en historie at fortælle.

Minianmeldelse: Thomas F’s siste nedtegnelser til almenheten af Kjell Askildsen

thomas-f“Thomas F’s siste nedtegnelser til almenheten” af Kjell Askildsen, udgivet på Aschehoug i 1984.

“Det er altfor mange ord i omløp i verden, den som sier mye har ikke sine ord i behold,” skriver Kjell Askildsen i “Thomas F’s siste nedtegnelser til almenheten”. Så er det godt, vi har Askildsen, der evner (eller evnede: han er – heldigvis! – ikke død, men skriver grundet svækket syn – desværre – ikke længere) netop at sige så meget med så lidt. Bogen består af blot to noveller: “Carl Lange” og titelnovellen “Thomas F’s siste nedtegnelser til almenheten”, bestående af yderligere små, selvstændige såvel som sammenhængende sekvenser. Særligt bogens sidste del er helt sublim: en sky, svagelig gammel mand siger farvel til verden i en række mere eller mindre pessimistiske betragtninger over livet, mens han bliver parat til det eksistentielle nulpunkt. Bogen fremstår som noget af den ypperste prosakunst, og den blev da også af den grund kåret som den bedste norske bog i 25 år i 2006. Anbefales at læse på originalsproget, men er også udgivet på dansk i udvalget “De 18 bedste” fra 2015.