At klædes af som en råkold regn. Om Jeg er levende.

I går aftes var jeg i Cinemateket, som i anledning af Jørgen Leths 80 års fødselsdag afholder en række arrangementer med introduktioner og foredrag til og om hans oeuvre med efterfølgende visning af udvalgte film fra Leths lange karriere. Og som en passende start på festlighederne var hovedpersonen selv inviteret i går til at tale med Søren Ulrik Thomsen om hans portrætfilm om ham, Jeg er levende (1999), forud for en repremiere af filmen. Det er en film, jeg selv har set et utal af gange, men at se den på det store lærred, var som at se den for første gang igen. Gammel kærlighed ruster ikke, som ordsproget lyder.

dfi_20081004-101947-7
Fra filmen “Jeg er levende”.

Thomsen lagde ud med at fortælle, at projektet egentlig begyndte 15 år før, han og Leth overhovedet vidste, de skulle lave en film sammen. Dengang boede han på et klubværelse i Købmagergade og havde en særlig frimodighed, som gjorde at han uden videre kunne finde på at banke på hos naboen for at læse et nyskrevet digt op “selvom hun sådan set ikke havde bestilt poesi, som man ringer efter en pizza”. Mange år senere havde dén nabo fået arbejde hos filmselskabet Bech Film og henvendte sig til Thomsen for at fortælle,  at hun ønskede at lave en portrætfilm om ham, men at hun endnu ikke havde nogen instruktør. Thomsen foreslog Leth, for, som han sagde: Hvorfor ikke spørge den bedste? Heldigvis sagde han ja. Thomsen var overbevist om, at spændingen mellem “Leths kølige formalisme og den eksistentielle overophedning i min poesi var kunstnerisk potent”.

Og der er efter min mening kommet en virkelig fremragende film ud af deres samarbejde, en film som naturligt indgår i Leths øvrige værk, også selvom det var et bestillingsarbejde. Holdt i sort/hvide farver og med den melankolske, underliggende jazzmusik af Tomasz Stankos Septet samt Leths karakteristiske langsomhed ser filmen unægteligt ældre ud, end den egentlig er. “Ja, den er ligesom København i 1973,” sagde Søren Ulrik Thomsen (med henvisning til dengang, han lige var flyttet til København – før bl.a. gentrificeringen som han flere gange har polemiseret over) og kunne også lystigt fortælle en anekdote om engang, filmen blev vist i en gymnasieklasse, og en elev nysgerrigt havde rakt hånden i vejret for at høre, hvornår han døde. Lige så lystigt kunne Jørgen Leth, som en apropos, fortælle om engang han så maleren Per Kirkeby (f. 1937), og hvor han på grund af hans stærkt svækkede hukommelse måtte introducere sig selv: “Det er Jørgen,” sagde han. Og han svarede overrasket: “Jørgen… jeg troede, du var død!”.

Det var en inspirerende aften i makkerparrets selskab, og heldigvis er de begge to stadig lyslevende og produktive – Søren Ulrik Thomsen udgav sidste år En hårnål klemt inde bag panelet og pladen POWER med orkestret Det Glemte Kvarter, og i morgen udkommer Leth med bogen Men jeg er her jo.


Hvis man vil læse mere om filmens tilblivelse, har Jørgen Leth skrevet om den i kapitlet “Jeg ville gerne lave en film om et geni” fra erindringerne Guldet på havets bund (2007) og Søren Ulrik Thomsen i essayet “Intet mindre end magisk – om arbejdet med filmen Jeg er levende” i Samlede Thomsen. Filmen er frit tilgængelig på Filmcentralen.

Det forsømte Foraar af Hans Scherfig

1689577_1491453763Det forsømte Foraar af Hans Scherfig, udgivet på Gyldendal i 2016 (opr. fra 1940)

Scherfigs “Det forsømte Foraar” er en udødelig klassiker, som alle bør læse, hvis de da ikke allerede, helst af lyst, har gjort det – eller hvad værre, men nok mere sandsynligt, er: er blevet tvangsindlagt til det i skolen. Hvorfor forklarer litteraten Frederik Schyberg overbevisende i sin anmeldelse af bogen (23.10.40): “Det er lykkedes Scherfig ved Komik, Følelse, Erindringsstyrke, bitre Erfaringer og Had og Nag at sige Ting om Børns Trivsel og Vantrivsel i deres Skoleaar, der har Gyldighed for alle Børn og for alle Skoler”. Nærværende udgave fra Det Danske Sprog- og Litteraturselskab (2016) er et flot, indbundet genoptryk af førsteudgaven og følger således datidens ortografi (store Substantiver, aa i stedet for å).

Og der sidder elskende Par paa Selvmorderhøjen. Og Stære og Solsorter fløjter uendelig melankolsk og minder om Eksamen. Foraaret er sørgmodigt. Det kunne være så dejligt, hvis man var et Dyr eller en vild eller tilhørte en lavere Samfundsklasse. Der er Mennesker, som kan gå hvorhen de vil. Og der er Folk ude paa Landet og i Skovene. For dem maa Foraaret være en rar Tid. (s. 104)

Den er desuden udstyret med et glimrende efterskrift og noteapparat, der blandt andet karakteriserer genren, de raffinerede fortællerforhold og den beske satire. Og en tak til forlaget for at placere fodnoterne til sidst og ikke undervejs er også på sin plads. De er ikke uundværlige, men undertiden overflødige, og heri består – tror jeg – også bogens succes: at den er så ligefrem, så lettilgængelig, at den ubesværet kan læses og forstås (dengang som nu) af alle og enhver. Den har ganske vist lidt over 75 år på bagen, men uden tøven vil jeg spå, den stadig bliver læst om 75 år.

Minianmeldelse: Poesi og andre former for trods af Adda Djørup

1716412_1492834690

“Poesi og andre former for trods” af Adda Djørup, udgivet på Samleren i 2017 (opr. udgivet i 2015)

Det er en bemærkselsværdig titel, Adda Djørups novellesamling bærer. “Poesi og andre former for trods”. Med tilføjelsen “og andre former for trods” præsupponeres det altså, at poesi er en form for trods. Men hvordan er poesi trodsig? fristes man til at spørge. Titlen er yderligere tvetydig, idet en af novellerne rent faktisk bærer titlen “Poesi” (en novelle om en forfatterindes yngre jeg og dennes skift fra poesi til prosa, der meget vel kan læses biografisk i henhold til udviklingen i Djørups eget forfatterskab). De i alt 16 noveller beskriver alle en form for trodstilstand, hvad enten den er rettet mod andre eller karaktererne selv. Novellerne er syrede og velturnerede (en lastbilchauffør der slipper 40 gris på coke løs på en golfbane i Münster er et mindeværdigt billede), af og til tilmed morsomme, men efterlader i det store og hele ikke det store indtryk; jeg kan kun huske et fåtal af novellerne, og ud af dem er der endnu færre jeg synes om. De synes at rumme, næsten som en præmis, et twist i løbet af historien, og hvor uforudsigelig, det så end er, bliver de netop forudsigelige på grund af dette twist. Den overdrevne brug af intertekstualitet (alene to af titlerne – “Der er ingen ende på Paris” og “To the Lighthouse”) virker tillige trættende i længden; især de steder, hvor den ikke synes at tjene noget andet formål end at fastslå forfatterens egen belæsthed.

Minianmeldelse: Cremasterrefleksen af Laura Ringo

1718290_1491626187Cremasterrefleksen af Laura Ringo, udgivet i 2017 på Gyldendal

Laura Ringo debuterer med “Cremasterrefleksen”, og det er en ret så vellykket debut. Om Karla, der efter en afsluttet studentereksamen på Lolland flytter til Odense for at læse journalistik på Syddansk Universitet på sin dansklærers opfordring. Men hun møder stort set aldrig op til undervisningen, og hun får heller ikke taget sig sammen til at skrive sin eksamen i komparativ politik. I stedet bliver hun meget mere optaget af at sidde på Den Smagløse Café (en trøsteløs, men populær bar i Odense) og gå ture i Eventyrhaven – eller bare ligge i sengen på kollegieværelset. Og så hvirvles hun ind i et trekantsdrama med vennerne Viktor og Jakob, begge med flydende seksualiteter, som ikke skal røbes her. I komposition og tematik lægger bogen sig (meget) tæt op ad Helle Helles “Dette burde skrives i nutid”, men er i modsætning til den bog mere munter end sørgelig – og sjov, rigtig sjov endda, med en humor lidt a la Stine Pilgaard. Og så er det befriende at læse en (ungdoms)roman, som ikke foregår i København, men i Odense, min by, af hvilken grund jeg kunne genkende næsten samtlige steder og gadenavne og let forestille mig Karla komme ind ad døren på Smagløse, hvor jeg sidder netop nu. Anbefales!