Store hendelser i liten skala av Bjørn Arild Ersland

1716021_1489237398

Store hendelser i liten skala av Bjørn Arild Ersland, udgivet i 2017 på Gladiator

Som følge af et samarbejde mellem det danske forlag Gladiator og norske Pelikanen udkommer udvalgte bøger fra disse forlag på originalsproget i både Norge og Danmark. “Vi tror på muligheten for et felles bokmarked og en felles litterær offentlighet i Skandinavia,” som der står i kolofonen. Den første danske bog til udgivelse i Norge er Josefine Klougarts “New Forest”, mens den første norske til udgivelse i Danmark er Bjørn Arild Erslands “Store hendelser i liten skala” (der i øvrigt er hans debut som romanforfatter).

Danskerne er i forvejen veldig glade i norsk litteratur og forfattere som Karl Ove Knausgård, Tomas Espedal og Per Petterson sælger godt herhjemme. Men de læses af det store flertal på dansk. Hvorfor det er sådan, når norsk bokmål og dansk (Tomas Espedal skrev på et tidspunkt på Facebook, at norsk bokmål “jo bare er en dialekt af dansk”) minder så meget om hinanden, kan man kun gisne om. Tvivlsomt er det dog, at Gladiator kommer til at rykke ved interessen for at læse norsk litteratur på originalsproget (det skulle da lige være på grund af en vis norsk ungdomsserie); men modigt er samarbejdet under alle omstændigheder.

I “Store hendelser i liten skala” møder vi den 62-årige kommunebibliotekar Arne, der i bogens begyndelse holder sin afskedsreception, inden han går på pension. Han er imidlertid langt fra klar til at sige farvel til arbejdsmarkedet og allerede til receptionen fortæller han til sin chef, at han overvejer at arbejde freelance, fordi han har så mange idéer for biblioteket, der vil gavne dem (men nok mere ham), og som nødigt skulle gå til spilde.

Hans sidste opgave – ugen inden pensioneringen – som bibliotekar er at følge en yngre (og for Arne ukendt), kvindelig forfatter rundt på en foredragsturné i kommunens yderområder (med yderst beskedent fremmøde). Denne roadtrip – med enkelte bump på vejen, fortalt i tilbageblik, udgør størstedelen af romanen. Der opstår en særlig og for sjælden intimitet og fortrolighed dem imellem, som i et moment af guddommeligt overmod får fortælleren til at vise hende – som den første – én af sine digte om et elg og et tog (to af hans helt store interesser), han forestiller sig skal blive en del af en fælles, stor udstilling på biblioteket. Forfatterens kritik af digtet er positiv, men hun afslår høfligt foreslaget om samarbejdet om en udstilling. Men måske bliver Arne alligevel digter?

Det store røde toget er ikke natur./ Det lyser på lang avstand./ Toget har ikke tid til å stå tille./ Skinnene synger i skogen./ Fuglene synger./ Elgen lærte seg aldri det kunststykket.

Meget af handlingen er triviel, næsten banal. Fortæller(stil)en naivistisk og kan vække mindelser til nordmanden Erlend Loe, særligt hans roman “Doppler”, i hvert fald deler fortællerne i begge bøger en fascination af elge! Og sine steder er den da også både morsom og underspillet, især i fortællerens iagttagelser om livet omkring ham, men det kan ikke bære romanen af alene, der går i tomgang flere gange undervejs og fylder siderne ud med unødvendige gentagelser af samme pointer. Til gengæld er den letlæst, men om den kommer til at styrke danskernes interesse for norsk litteratur, tvivler jeg på.

Nye rejsende af Tine Høeg

1709058_1488605052

Nye rejsende af Tine Høeg, udgivet i 2017 på Rosinante

I Tine Høegs debut “Nye rejsende” følger vi en ung, nyansat gymnasielærerindes første halve år som underviser. Første arbejdsdag forelsker hun sig hovedkulds i en mand – som er gift og har et barn – i toget (ak ja, som om det at skulle stå bag katederet og tage lærerrollen på sig ikke var svært nok i forvejen!). Hovedpersonen – jeg-fortælleren – pendler mellem København og Næstved, og toilettet bliver de første mange gange stedet, hvor jeg’et og manden dyrker pendlersex (det er sådan et dejligt ord): “første gang jeg ser dig nøgen:// togtoilet// et sted mellem København og Næstved// jeg har ikke prøvet// at ville have nogen på den måde før”. Herfra krydsklipper bogen mellem gymnasiet og gymnasielle aktiviteter – introtur, (dansk)undervisning, fester m.m. – og møder med den gifte mand (hvis navn der ligesom fortællerens er ukendt) i og udenfor toget samt tanker og fantasier om denne(s liv).

Det er svært ikke at læse togpendlingen som et billede på hovedpersonens overgang fra ung til voksen, hvor hun på gymnasiet i starten har svært ved både at føle sig som en voksen (“jeg kan ikke kende min egen stemme/når jeg står ved katederet og taler”) og at opføre sig som én (“hej guys siger jeg efter ferien/ hej darlings hej cuties hej kids”). At pedellen samtidig forveksler hende for at være en elev, gør ikke det hele meget lettere. Sigende for hovedpersonens mellemtilstand er det også, at hun af og til står af på halvvejen (med eller uden mand) eller slet ikke dukker op på gymnasiet.

Bogen har ingen genrebetegnelse på forsiden, men er (vel), hvad man vil kalde en roman på vers: den beretter om et sammenhængende forløb i linjer som knækket over. Nogle steder er der dobbelt linjeafstand, hvilket dels tvinger læseren ned i tempo og dels til helt bogstaveligt at læse “mellem linjerne” – udfylde de tomme linjer, hvor der ikke står noget. Med konsekvent brug af små bogstaver og manglende tegnsætning er det ligeledes op til læseren selv at bestemme tekstens temperament.

Høeg benytter sig af forholdsvis enkle virkemidler, men sikkert, og bogens styrke ligger netop i ikke at ville forklare og fortolke alting. I stedet lader hun handlingen udfolde sig i et ligefremt, nøgternt og økonomisk sprog – men stadig med tilpas mange informationer til at læseren selv kan digte med. Hun har en god, komisk timing (herunder velplacerede linjebrud) og sans for det underspillede. For eksempel lyder det syvende møde med manden fra toget som følger:

syvende gang jeg ser dig nøgen// mit køkken// formiddag// sådan et underligt lys/ da du er gået// og en duft af noget sødt/fra posen på bordet// du har haft kage med// en pik en kage en hjerne et hjerte/ har du haft med// og efterladt kagen.

Selve handlingen er måske lidt spinkel og slutningen uforløst. Men stadig: en lovende debut.

Doktor Bagges anagrammer af Ida Jessen

1709657_1487138599

Doktor Bagges anagrammer af Ida Jessen, udgivet på Gyldendal i 2017

Blot halvandet år efter den anmelderroste og prisbelønnede roman “En ny tid” er Ida Jessen (vinder af både Blixenprisen og DR Romanprisen 2016; i sidstnævnte pris sad jeg, som nogle vil vide, selv i juryen) tilbage med bogen “Doktor Bagges anagrammer” der – som forlaget skriver – er en selvstændig fortsættelse af netop “En ny tid”. Men en fortsættelse er nu ikke den helt præcise term, for Doktor Bagge dør jo i begyndelsen af “En ny tid” (og så har jeg ikke afsløret for meget); der er snarere tale om det, man i film og tv-verdenen kalder en prequel: “Doktor Bagges anagrammer” slutter på omtrent samme tidspunkt, som “En ny tid” begynder.

Årsagen til at Doktor Bagge begynder at skrive dagbog skyldes en opfordring fra en nyansat redaktør fra Dansk Lægeforening, som har fået den idé at udgive en antologi med lægeerindringer. Hans kone synes, det er en glimrende idé og køber hæfter af fin kvalitet; først afslår han med begrundelsen “Jeg vil ikke skrive om mig selv”, men ikke længe efter begynder han alligevel at grifle de erindringer og dagbogsnotater ned på papir, som udgør romanen. Uden at fortælle nogen om det. Dette gør han om natten, oftest som et påskud for at holde sig vågen, når han ikke kan falde i søvn. Titlen “Doktor Bagges anagrammer” henviser til, at aktiviteten ofte bliver ledsaget af anagrammer – en ordleg hvor man bytter om på bogstaverne i et ord for at danne et eller flere nye – som denne:

Sentimentalitet / til sen nattetime

At den ellers kyniske og påståelige, til tider umulige doktor Bagge pludselig giver efter for sin kone og andres krav, forventninger og tilskyndelser forekommer mig yderst utroværdigt, og jeg har svært ved at tro på romankarakteren Doktor Bagge som andet end fiktion; han kom ikke på noget tidspunkt til at stå levende for mig. Måske har det også noget at gøre med, at selve stemmen minder så meget om “En ny tid”, selvom fortælleren nu er en mand. Og det får den til at lyde helt falsk i mine ører.

Spændende er det dog at læse (om) scener og episoder som også optræder i “En ny tid” – men nu set fra mandens synsvinkel. Noget af den gådefuldhed og mystik der var omkring Doktor Bagges i “En ny tid”, bliver forklaret i dette selvstændige bind. Barndommen, ikke meget om ungdommen, men til gengæld en del om doktorgerningerne og ægteskabet med Lilly, der ligesom i “En ny tid” er præget af misforståelser og mangel på kommunikation:

“Når jeg siger én ting, svarer hun med en anden. Derfor siger jeg ingenting”

“Doktor Bagges anagrammer” er på ingen måde nogen dårlig bog; Jessen skriver uden tvivl med en sikker og ferm hånd. Men den når ikke “En ny tid” til sokkeholderne og som forgænger/efterfølger til denne, er en sammenligning uundgåelig. Ikke desto mindre er den et fint supplement til den roman, og de næsten identiske bogomslag signalerer da også et stærkt slægtskab: Bøgerne er et par, akkurat som fru Bagge og Doktor Bagge var det. Derfor anbefales det også, på trods af den svingende kvalitet, at læse dem begge.

Jørgen Leth om Bob Dylan

Som flere ved, var jeg både chokeret og godt bitter over, at Dylan modtog Nobelprisen i litteratur sidste år. Og da Radio24syv’s program Spørge Jørgen for nogle uger siden begyndte igen, kunne jeg ikke dy mig for at høre Jørgen Leths mening derom. Mit spørgsmål lød: Var Bob Dylan den rigtige modtager af Nobelprisen i litteratur? Og jeg fik svaret i udsendelsen fra d. 1/2:

5680_66f377dbc668416fbc9ed824c72d1af7_500
Foto: Jacob Langvad

Nej, det synes jeg ikke. Der er flere af mine gode venner, rigtig gode venner, som synes, det var en fantastisk, god pris, der blev givet til ham. Det kender jeg flere, der gør – Morten Sabroe, Anne-Marie Mai osv. Nu har jeg aldrig været så vild med Bob Dylan. Det er jo én grund, men en anden ting er, at jeg synes også, det er for sent. De har snakket om det i så mange år, og så kommer det på et forkølet tidspunkt, hvor det næsten er blevet helt uaktuelt. Jeg synes ikke, det var nogen god beslutning. Men jeg er heller ikke forarget over den, men […] der er mange ting, jeg ikke kan lide i det. Jeg synes, at Det Svenske Akademi er dødkonservativt, og de skal så lige blære sig med “Vi har alligevel ikke glemt Bob Dylan” så mange år efter, de fik at vide, at han skulle have den. Så kommer de ikke tanke om: “Nå, nu må vi hellere være lidt moderne og give ham den”. Det kan jeg ikke lide, det synes jeg er uheldigt, og det kan man mærke på alt, den måde, de talte om det på, deres sekretær, de kunne slet ikke finde ud af, at han ikke ville komme til Stockholm. Det kan jeg godt forstå, han ikke ville. Jeg respekterer bestemt Bob Dylan meget, men jeg synes ikke, han er så stor en digter som så mange af dem, der har fået den. Jeg synes bedre om den tradition de har for at finde nogen, som man ikke rigtig kender, og som bliver belyst og oplyst af at få den pris. Det kan jeg meget bedre lide. Alt de der meget ofte kritiserede gange, hvor den går til nogle ukendte arabiske eller afrikanske eller sydamerikanske digtere, som fortjener den. Jeg synes selvfølgelig også, det er godt, når den går til Hemingway. Men jeg synes, der skal være en virkelig tungtvejende grund til at trække den væk fra de skrivende til de optrædende. Og jeg er ikke synderligt begejstret. Jeg er heller ikke særligt ophidset, jeg synes bare ikke, det var det bedste valg.

Og nu ikke mere om den sag.